Forside » Stop for blog - i Guldborgsund

Stop for blog - i Guldborgsund

Jeg har fået nyt job! Fra marts måned skifter jeg til Greve kommune, hvor jeg skal være kommunaldirektør. Min blog sættes derfor på stand by indtil videre.

Når jeg har søgt nyt job, så skyldes det 2 ting:

  1. Ambitioner.
    Greve er bare en større skalp, en mulighed som der ikke kommer mange af. Kommunerne i Hovedstadsområdet er traditionelt svære at få job i på grund af, at der er en stor skare af potentielle kandidater der kan rekrutteres fra.

    Så selv om jeg ikke er færdig med mit projekt i Guldborgsund, så føler jeg, at det lige nu er forsvarligt at skifte. Vi har sat gang i en kæmpe omlægning, der har krævet mega meget fokus fra mig i lang tid, men nu er der skabt et bundtræk, så organisationen spiller med og bevæger sig i den rigtige retning. Jeg tror på den udvikling vi har skabt.

    Men det har været et svært valg. Jeg har i den grad sat pris på den modtagelse og de muligheder jeg har fået i Guldborgsund. Og især det tætte, tætte samspil med borgmester og direktion, hvor jeg er blevet mødt med tillid, anerkendelse, opbakning og plads.
     
  2. Luksus.
    Jeg har lært mega meget gennem de sidste år i Guldborgsund. Lært om organisationer, lært om samspil, motivation og ledelse. Jeg har lært om, hvordan man arbejder sammen med et byråd, der hurtig stritter i alle retninger og som har meget forskellige afsæt for at drive politik og ser forskelligt på den aktuelle situation. Disse erfaringer får jeg mulighed for at bringe i spil i en kommune, der på mange måder står et andet sted end Guldborgsund. Greve er på rigtig mange måder et smørhul og en vækstkommune, så selv om mange opgaver og udfordringer vil være de samme som i Guldborgsund, så sker det bare i nogle andre rammer. Og Greve har lysten til at blive udfordret og skabe nye resultater, her tror jeg at jeg kan bistå med mine erfaringer fra Guldborgsund

Netop når man som jeg har trives i jobbet, så er det svært at holde op. Den samlede vægtskål peger jo mod at skifte som beskrevet ovenfor, og derfor skal der ikke være noget tuderi fra min side, det er jo mit eget valg.

Alligevel oplever man i den grad, hvor meget ens job er båret af relationer og hvor mange relationer man derfor svigter/stopper, når man skifter job. Jeg laver jo som kommunaldirektør egentlig ikke ret meget, ud over at snakke med en masse mennesker hver dag, jeg har meget få egentlige driftsopgaver.

Jeg har nydt at være her i Guldborgsund – på godt og ondt. Jeg har nydt den plads jeg har fået og den tro vi har fået skabt på projektet. Det har jeg på intet tidspunkt taget for givet!

Jeg havde aldrig fået jobbet i Greve, hvis ikke vores proces og resultater i Guldborgsund var blevet bemærket, så det skal vi sammen være stolte af. Sammen har vi formet en kommune, der er et noget andet sted end for 4 år siden. Vi er blandt de kommuner, der er længst med hensyn til at erkende den nye virkelighed. Det er stadig en lang vej vi mangler og meget bøvl, der udestår. Men Guldborgsund kommune må for alt i verden må I ikke stoppe op nu eller miste troen på projektet, det håber jeg sindssygt meget.

Det er det en underlig fornemmelse at skulle forlade de mange mennesker som jeg har brugt tid på at opbygge tillidsfulde relationer til og en organisation som jeg har stået på mål for. Men verden er kynisk, så om kort tid begynder de første nye relationer at blive bygget op og selv om jeg jo på alle måder er universets centrum i min optik, ja så bliver mit hul hurtigt fyldt op i Guldborgsund.

….Det har dog også hjulpet at medarbejdere og ledere i Guldborgsund har reageret med at kalde mig idiot, røvhul og lignende, selv om jeg jo i princippet stadig har det ledelsesmæssige ansvar for dem, så må det være på tide at komme væk, når magtdistancen er blevet så lav :-)

Claus

Ps. Det er i øvrigt bevist, at kvinder har sværere ved at skifte job end mænd, simpelthen fordi de fokusere endnu mere på de relationer, der brydes og det bøvl, der skabes, end mænd gør. 

Kommentarer

Kære Claus.

Denne gang udebliver effekten nok ikke. Spændende om vi, der bliver i Guldborgsund, kan lave forandringer internt med samme resultat, som hvis du var blevet og havde givet os to år yderligere med blogs, power points, yuotube klip, små fisk der svømmer mod strømmen og på samme tid engagerende, irriterende og provokerende indlæg, der ofte fik os op i det røde og meget ærlige felt. Kunne godt have tænkt mig at have oplevet dig med ro på og sammen nyde at se styringen blomstre og kædetrækket nå helt ud til frontpersonalet ! Men rolig er jo slet ikke din stil, så TILLYKKE med skalpen, held og lykke til Greve(rne) og og må du tage lidt af roen med fra Guldborgsund ;)

Ane Riise-Knudsen
AMR i Hovedmedudvalget

Lige for at præcisere, så er det ikke en fast procedure, at jeg er blevet kaldt idiot mv. Det er som reaktion på mit skifte, at jeg har oplevet det. Humor er en svær ting.. :-)

Hej Claus!

Men øv - ikke fordi jeg er imod forandringer, men fordi du er dig og en god leder. Jeg skylder at slutte med et tillykke med dit nye job og håber at Greve vil forstå at værdsætte dig.

Bedste hilsner

Søren

Tilføj kommentar