Forside » Ren bestikkelse

Ren bestikkelse

I torsdags holdt vi sommerfest for alle de medarbejdere i kommunen, der havde lyst og mulighed. Her kom knap 1.000 medarbejdere og vi holdt en rigtig god fest. Der var en række aktiviteter man kunne prøve, fx var rendegraverne ret populære, men egentlig var det hyggen, som fyldte mest.

Det endelige regnskab er ikke gjort op, men festen kommer til at koste omkring 480.000 kr.

Der er helt sikkert nogle, der synes, at det er for galt med sådan en fest og at 480.000 kr. kunne have brugt på noget andet. ”Hvordan kan man holde fest, når kommunen skal spare penge” osv.

Jeg synes det var hver en krone værd. Faktisk ville jeg gerne bruge endnu flere penge på sommerfest og andre tilsvarende aktiviteter. Det er nemlig ren bestikkelse.

De sidste år bestemt ikke har været en dans på roser. Det har været hårde tider med nedskæringer og vi har også en hård tid forude.

Men vi holder altså ikke fest for at vi kan drikke os i hegnet og glemme hverdagen for en stund. Vi holder fest for at fejre hverdagen. Vi fejrede, at vi faktisk lykkes med at gøre tingende bedre og bedre.

Vi holder fest for at påskynde den indsats som gøres hver eneste dag. Selvfølgelig er der en grænse, men jeg tror på at fester og andre aktiviteter kan være et relevant supplement til dagligdagen. En anerkendelse, der er nødvendig og som forhåbentlig er med til at åbne hinandens øjne for, hvor mange vi er i kommunen. Hvor mange muligheder, der er for at kunne arbejde sammen på kryds og tværs.

Derfor holder vi fest – fordi vi ikke kan undvære medarbejdernes motivation og lyst til at påtage sig et ansvar. Det er ren bestikkelse. Desværre kun i lille skala, for vi har ikke råd til den samme luksus som når de for eksempel holder fester i private virksomheder.

Claus

Kommentarer

Fremragende

Kære alle

Tusind tak for en super sommerfest ;-)

God mad, øl/vin/kaffe, musik, aktiviteter, søde og rare kolleger, - kan man ønske sig mere :-)

En STOR tak til John, direktionen,festudvalget, materialegården, - samt alle andre der har bidraget til at få dette hyggelige arrangement op at stå :-)

Med venlig hilsen

Ældredistrikt Syd og GBS Madservice.

 

Tilføj kommentar