Forside » Petanque - også for børn

Petanque - også for børn

I dag fik jeg endelig mulighed for en lidt mere sammenhængende tur rundt i kommunen. Sammen med borgmesteren var jeg på tur rundt til nogle af kommunens idrætsfaciliteter og borgerhuse.

Det er fedt at opleve, hvordan der boblede af liv eksempelvis ved Greve Idræts Center. Vi kom ved 9 tiden, hvor der allerede var godt gang i en masse aktiviteter. Der blev spillet Tennis, badminton, dyrket pilates og der var nogle, der mødtes for at cykle en tur på deres racercykler. Kort sagt en intens stemning som man ikke kunne undgå at blive smittet af.

Jeg er helt sikker på, at de mange aktive mennesker, hvoraf mange var godt oppe i årene, er med til at højne middellevetiden i kommunen.

På vores tur besøgte vi også Karlslundehallen, hvor vi hørte om partnerskabet mellem Karlslunde Skole og Karlslunde Idrætsforening. Partnerskabet går ud på at elever i 5. og 6. Klasse over 12 uger bliver undervist af ”professionelle” trænere i tennis, badminton og petanque.

Jeg indrømmer at jeg nok har syntes, at petanque var noget for ældre mennesker, men det billede blev grundigt forstyrret i dag. For det første blev børnene undervist af en ung fyr, der hed Morten Saxild-Hansen og for det andet var der vild gang i den. Morten, der er flere gange danmarksmester, forstod virkelig at aktivere børnene og få det til at være vildt sjovt at spille petanque. Det havde jeg ikke lige set komme!

Også tennis og badminton foregik på anderledes måder end da jeg var dreng og med stor fokus på at skabe afveksling og præsentere børnene for sporten. Vi fik da også at vide, at flere børn havde meldt sig til de forskellige idrætsgrene som følge af partnerskabet, så det er bestemt en positiv sidegevinst.

Samarbejdet virkede som et positivt eksempel på samspil mellem skole og idrætsforeninger og som et godt eksempel på, hvordan man kan bringe andre rollemodeller i spil. Eksempelvis var det meget tydeligt, at Morten Saxild-Hansen virkede som en rollemodel for de unge, i kraft af de resultater han havde opnået. Det er ikke det samme som at underminere lærerenes betydning men blot et godt eksempel på værdien af andre input.

Og apropos lærere, så var børnenes medfølgende lærer Carol Rasmussen fra Karlslunde Tri. Jeg er stolt af, at vi har en så sej kvinde ansat i kommunen, så det må være mere end fedt at have hende til idrætslærer!

Claus 

Kommentarer

Tilføj kommentar