Forside » Greve dag 2

Greve dag 2

Arbejdsdag nr. 2 i Greve er ved at være slut. Det er selvfølgelig for tidligt at sige noget som helst kvalificeret om, hvad Greve er for en størrelse, så dette er nok mere et opstarts blogindlæg for at markere, at jeg også i Greve vil fortsætte med at skrive en blog.

Jeg har tidligere formuleret nogle retningslinier for min blog, men generelt er det min hensigt at bruge blogformatet til løbende at give min personlige vinkel på store og små ting og udfordringer, der fylder i min hverdag som kommunaldirektør. Jeg har den oplevelse, at det er en god måde at komme ud med forskellige budskaber på, samtidig med, at det kan være med til at udbrede en viden om, hvilke dilemmaer, der er i spil. I det hele taget er jeg ret optaget af, at vi taler sammen, om det der er svært og mindre godt. Den kommunale hverdag er under et kæmpe pres, og vi bliver kun bedre, hvis vi er i stand til hele tiden at dele vores gode og dårlige erfaringer med hinanden.

Fire hurtige indtryk fra mine første dage i Greve:

  • Man taler meget om, at der er en helt særlig kultur i Greve og at mange løsninger er ret specielle for kommunen. Det gjorde vi også i Guldborgsund og før det i Gribskov, så måske er det noget, der går igen i alle kommuner. Og måske et fint træk, der er med til at kitte kommunerne sammen?
     
  • Økonomien fylder ret meget. Ikke kun tallene og de økonomiske udfordringer, men også hvordan man kan opbygge nye processer for eksempelvis budgetlægningen
     
  • Medarbejderne er vildt unge. Jeg er gået fra at føle mig nogenlunde ung, til at være en gammel nisse. Jeg har ikke tallene for gennemsnitsalderen på Rådhuset, men jeg er sikker på at den ligger langt under niveauet i Guldborgsund
     
  • Stort set alle med ledelsesfunktion hedder chef. På niveau 2, 3 og 4 er der forskellige personer, der alle hedder noget med chef. Altså noget nær den fuldkomne version af tankerne om frit titelvalg som jeg tidligere har skrevet om. Men lidt forvirrende, at en chef kan referere til en chef, der igen referer til en chef...

Mit situation er lidt anderledes end jeg har været vant til. Tidligere har jeg været ansat til et egentligt projekt, som i Guldborgsund var at lave en ny organisering og genoprette økonomien. I Greve er der naturligvis nogle forventninger som det fremgår af den stillingsprofil jeg søgte ud fra. Men det er mere generelle forventninger end et egentligt projekt.

Nu kender jeg af gode grunde ikke ansættelsesudvalgets overvejelser, men de ansatte mig ud fra denne ansøgning og denne personlighedstest, så jeg mener, at der er givet et nogenlunde klart billede af, hvad jeg er for en type. Derfor håber jeg også, at der er forståelse for, at jeg sammen med direktion og chefgruppen formulerer et projekt. Det mener jeg der er belæg for i ansættelsesprocessen. Om projektet så bliver lille eller stort, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om endnu. Samtidig stor det fuldstændigt klart, hvilke forventninger, der er til at have styr på kommunens økonomi.

Det var i høj grad det samspil, der tiltalte mig ved jobbet. Kombinationen af at prioritere sikker drift og en sund økonomi samtidig med, at man var sulten efter at prøve nye veje. Det kunne jeg ikke stå for.

Claus


 

Kommentarer

ønsker at blive slettet af listen

Tilføj kommentar