Forside » Fra mange til få strategier og politikker

Fra mange til få strategier og politikker

Kan man som byrådet gå fra at have knap 100 politikker og strategier til kun at have seks til ti overordnede strategiske målsætninger der er styrende for hele kommunen?

I mandags havde vi første drøftelse med byrådet om, hvordan vi kan udvikle en ny måde at lave politisk styring på. Byrådet blev præsenteret for en række forskellige modeller, der spænder fra udelukkende at styre efter nogle få strategiske målsætninger, til at styre efter både målsætninger og politikker.

En målsætning kan eksempelvis være, at man gerne vil tidligere på banen i forhold til de børn og familier som ender med at komme i store problemer med livet, skolen og arbejdsmarkedet. Altså et fokus, der er drevet af at gøre det bedst muligt for borgeren, uden at være låst af bestemte løsninger eller fagområder.

Min oplevelse var, at byrådet godt kan se det fornuftige og nye i, at man på tværs af alle udvalg arbejder med de samme målsætninger og at hvert fagudvalg aktivt tager stilling til, hvordan de bedst bidrager til at efterleve målsætningerne. Udfordringen ligger mere i, hvor indgribende man er klar til at bygge en ny styring op. Er man klar til at gå fra politikker til målsætninger? Og hvad med antallet? Og hvad, når man får nye politiske ideer, kan de så ikke omsættes til politikske beslutninger?

Med input fra vores første drøftelse, arbejder vi nu videre med at bygge en politisk styring op, der passer til vores kommune. Jeg er dog blevet klar over, at der ligger mere politisk vægt bag at kalde noget for politikker end målsætninger. Lige som det ligger klart, at selv om vi bygger en stringent styring op med tværgående fokus på borgerene, så skal der være mulighed for at lave her og nu politiske markeringer og beslutninger.

Tidligere på året besluttede vi at arbejde videre med 2 udfordringer ud af de i alt 14 overordnede udfordringer vi endte ud med efter at have filtreret de knap 850 indmeldte udfordringer fra organisationen.

Vi startede med at lave udfordringerne om til målsætninger, så vores fokus var på, hvad, der skulle være bedre frem for det, der var skidt. Således formulerede byrådet en målsætning om, at Greve kommune skal være en attraktiv arbejdsplads og at kommunen skal arbejde med tidlig indsats.

Siden målsætningerne har været formuleret, har der været arbejdet intensivt på tværs af hele organisationen med at kvalificere, hvordan vi bedre kan leve op til målsætningerne. I det arbejde, har byrådet også været på arbejde og nogle gange på tyndere is end normalt, som fx når Byrådet har arbejdet sammen med alle 140 ledere og ikke kun os rådhusbureaukrater som de plejer at møde.

Det er endnu ikke politisk besluttet, hvordan vi går videre med de konkrete bud på at håndtere målsætningerne, men jeg synes at der er en række bud, der ikke tidligere har været på banen og som vidner om, at der kommer nye resultater ud af at arbejde på tværs på nye måder. Det viser dog også, at det er noget lettere at tale om at arbejde på tværs end rent faktisk at gøre det.

Til gengæld tror jeg også på, at vi fremadrettet vil kunne arbejde anderledes og mere helhedsorienteret over for udsatte familier med børn. Og på at vi bedre kan fastholde og rekruttere medarbejdere til fremtidens ældrepleje. Det er de to indsatser som anbefales i det videre arbejde.

Rejsen fra, at vi efterlyste udfordringer på tværs til nu, hvor vi står med konkrete bud på løsninger, har været lang. Lang fordi, der har været koblet en stor portion organisatorisk læring ind i processen, hvor vi lagde fliserne samtidig med, at vi begyndte at gå på fortovet. De næste rejser bliver ikke lige så lange, men alligevel er det fascinerende, hvor svært det egentlig er at lave grundlæggende om på den måde man plejer at gøre tingene og på de logikker man kender. Men vi er på vej…!

Claus  

Kommentarer

Grundlæggende er det fint, at man forsøger at skabe en effektiv struktur. Det er vigtigt, at der kan træffes hurtige beslutninger rent politisk på alle niveau fra international til nationalt niveau helt ned til lokalt niveau. Når det så er sagt, så er demokratiet på mange måder truet af overdrevet bureaukrati. I dag tager det alt for lang tid at vedtage love, særligt set i lyset af den teknologiske udvikling. Jeg arbejder selv i sundhedsvlæsnet, hvor der detailreguleres en helt masse, og det kan vi virkelig mærke på min afdeling. Vi oplever stor utilfredshed og det fører til at flere og flere borgere selv vælger at tage hånd om deres sundhed ved at besøge online sider, såsom denne. Vi har brug for at der reguleres det gøres kun ved at politikere giver magt fra sig. I stedet skal politikere koncentre sig om meget færre ting. Verden går næppe under af den grund. 

Tilføj kommentar